Autocentralen Park, 16-09-2017

Kolding IF 1-0 Næsby Boldklub (0-0)

Mål:
Anders Hostrup, 1-0 (78. min.)

Tilskuere:
285

Pølsecount 2017/18:
1

Pølsen:
Ååååhhhh ha.

Som sædvanligt har vi danskere brugt sommeren på at klage vores elendighed højlydt ud via alle åbne kanaler om alt, der ikke lige faldt på sin rette plads i vores eller vores overbeskyttede børns picnickurv fyldt med hyggenygge og lækker hjemmelavet hyldebærsaft.

Men som altid har small talk-emne nummer et været vejret. Nå, nu skinner solen da. Jeg synes da, at de skyer derovre ser lidt mørke ud. Det var da utroligt, at det kan blive ved med at regne.

Og sådan gik det. Endnu en sommer i det danske land. Ifølge DMI’s altid pålidelige meldinger så har det været den vådeste af sin slags i seks år.

If you know what I mean. Blinkesmiley.

Og der har da heller ikke været tændt op i grillen mange gange i løbet af de tre sommermåneder. Faktisk bor Pølseligaen i lejlighed og har ikke en grill. Så der har slet ikke været tændt op i grillen overhovedet.

Men det regnet meget, okay!?

Det var i hvert fald tiltrængt med en stadionplatte, og det var da godt nok også på tide at få sparket Pølseligaen 2017/18 i gang.

Det gjorde vi naturligvis i Kolding. Right to Dream Park, go home. BioNutria Park, læg dig. We bring you, Autocentralen Park. Smukkere og mere jysk bliver et stadionnavn ikke.

Hvis der er nogen, der kan spise en pølse, så må det være brugtvognsforhandlere og mekanikere. På den anden side er de formentlig også villige til at proppe alt i munden, så længe de får noget i skrutten, så at bruge det som kvalitetsstempel er nok tvivlsomt.

Desværre var det repræsentanter fra alarmvirksomheden Verisure, der var stillet op ved indgangen for at sælge røgdetektorer. Der var en kulgrill en 5-10 meter derfra, og den fik vores egne, private og kropslige røgdetektor snust sig frem til.

En kulgrill er jo altid gode nyheder. Og den havde serviceret pølserne fornemt. Skindet var lettere branket og revnet, lige som vi kan lide det.

Skindets gode tilstand blev blot bekræftet, da tænderne blev sat i sving med at ommøblere pølsen. Knasende sprød. Rigtig god lyd.

Og den var saaaatme varm. Tidligere har Pølseligaen efterspurgt mere varme på pølserne. Det er fesent at få stikke.. stakke.. stukket et lunkent stykke svin i madskovlen. Første bid skal helst udløse overraskelse over temperaturen, et par bandeord og et forsøg på at sige ‘den er varm’ med munden på vid gab.

Det lyder nogenlunde i retningen af ‘eeeoooeeeaaarrrrrwwmm’

Der var i øvrigt usandsynligt mange tilskuere med gangbesvær på lægterne lørdag. Heldigvis var stadionplatten handicapvenlig og passede lige i skødet på en kørestolsbruger.

Selve kødet var velsmagende og saftigt, men også en anelse til den fedtede side. Brødet var en anelse hårdt og kom kun i en standard-edition. Det samme kan siges om dyppelsen, der bestod af ketchup, remoulade og sennep. Ingen løg.

Alt i alt et prime stykke gris. En platte, man godt kan være glade for i Kolding. Men det var bestemt heller ikke nogen revolution, og der skal mere til for at trække de helt store stjerner hjem.

Men… den nye sæson startede flot.

Kampen under pølsen:
Pølseligaen ankom under al kritik fem minutter for sent til kampen. Men den offentlige transport i Syd- og Sønderjylland er ikke den bedste i landet.

Men det gjorde nu ikke noget, for så blev vi da kun udsat for 40 minutter af den ikke alt for velspillende første halvleg.

Efter pausen blev det en smule bedre, og der var chancer i begge ender. 2. Divisions topscorer, Rune Nautrup, fra hjemmeholdet var indblandet i flere optræk til muligheder, ligesom de fynske gæster til tider kiggede frem.

Værterne fra Kolding endte med de tre point, da indskiftede Anders Hostrup med godt ti minutter igen scorede kampens eneste mål. Odense-bydelen Næsby er uden point efter syv kampe, mens Kolding p.t. sniger sig med i oprykningsslutspillet.

Pris:
30,- for pølse med brød
5,- for ekstra brød
35,- for fadøl

Pølsebedømmelse:

 


1 Kommentar

niels-ove skøtt · 22/10/2017 kl. 08:02

Haha.
Som gammel Kolding IF,er faldt jeg tilfældigt over denne muntre Stadionplattebedømmelse (langt ord).

Den var sjov.
Tak for det gode humør der er med hele vejen i konteksten.
Når det så er sagt, – ville jeg som butiksslagter og pølsemageruddannet, ønske at slagterierne ville komme kød i pølserne i stedet for fedt. Frankfurterne er hamrende dårlige. Kvalmende fede.
Det kan Kolding Stadion selvfølgelig ikke gøre for, – men de kunne jo overveje at skifte leverandør.

Tak for det gode humør til skribenten :-

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Visit Us On FacebookVisit Us On TwitterVisit Us On Instagram