Riisvangen Stadion, 13-05-2017

Aarhus Fremad 0-2 Dalum IF (0-0)

Mål:
Jacob Eigaard, 0-1 (60. min.)
Mads Augustinus Hansen, 0-2 (82. min.)

Tilskuere:
445

Pølsecount 2016/17:
12

Stjernekaster-count:
2

Pølsen:
Livets vej er fyldt med op- og nedture og alt det midtimellem. Men i denne Pølseliga-sæson har et stort midterfelt endnu ikke etableret sig. Det har for det meste enten været ad helvede til eller eventyrligt, når vi har været på tur.

Derfor var forventningerne naturligvis også lige så høje, som Randersvej i Aarhus er forfærdelig at cykle op ad, da vi besøgte sidste års suværene vindere af Pølseligaen på Riisvangen Stadion. Titelforsvaret. Dommens time. Den svære sæson to. Stort pres på ‘Fremads Stærke’, som den speciallavede pølse hedder på de kanter.

Af den årsag blev vi heller ikke afskrækket af den gasgrill, som vi blev mødt af på en flot søndag eftermiddag på det træomkransede stadion, der selverklæret er Danmarks hyggeligste. Det står i lærebogen om stadionpølser, at de tilberedes bedst på en kulgrill, men vi har efterhånden oplevet tilpas mange fremragende serveringer fra gassede stykker svin, at det ikke som sådan påvirker forhåbningerne.

Men kendetegnet for disse har også været, at det ikke har været for det gode skind, at anmeldelserne har været gode. Det er nemlig ikke nemt at få sprødt på samme måde på en gasgrill, som på en kulgrill. Men med omhu og den rette slagterleverance, så kan den sagtens fremkalde lyst til at smide kødfløjten i munden.

Hvad der kendetegner klasse er den rette indstilling. Og det må man sige, at de har i Aarhus Fremad. På trods af at hive den eneste seksstjernede anmeldelse hjem i sidste sæson, så har klubben alligevel forsøgt at forbedre sin stadionplatte. Den endeløse stræben efter perfektion. Det kunne søndag ses ved det nye brød, som nu serveres. Friskbagt fra Lokalbrugsen Vorrevangen.

Og netop brødet var da også fremragende. Formentlig det bedste, som Pølseligaen har fået som tilbehør – på trods af, at det ikke var ristet. Men desværre kunne hovedrettens hovedingrediens ikke følge med.

Fremads Stærke var ikke helt så stærk som før set. Den virkede desværre til at have ligget for længe på grillen, og havde derfor gennemgået samme proces, som når en vindrue bliver til en rosin. Skindet var meget, meget tørt, og det var svært at bide over.

Normalt er denne pølse utrolig saftig og snasket, men det var ikke tilfældet denne gang. Det er meget godt illustreret ved, hvor grattede vores fingre blev i år sammenlignet med i fjor – prøv vores interaktive grafik længere nede på siden. Pølseligaen er et øjebliksbillede, og man får normalt kun én chance per sæson.

Heldigvis havde den bevaret sin fantastiske smag, ligesom den fortsat var utrolig kødfuld. Efter de første par endebider kom der endda lidt saft til syne i midten af det krydrede kød.

Sidste år hyldede vi klubbens mangfoldighedsbudskab og store sammenhold. Men samme sammenhold var der ikke pølsen denne gang, da skindet og kødet ikke kunne arbejde sammen.

Form is temporary, class is permanent. I fodboldens verden har klicheerne hjemme. Vi kender alle potentialet af ‘Fremads Stærke’, og en ofte brugt frase i fodboldterminologien er, at klasse varer ved. Men se bare på Liverpool. Så længe håber vi ikke, at der går, før klubben fra Riisvangen igen er øverst i Pølsetabellen.

Vi ønsker at blive gamle med dig, Stærke fra Fremad, men vi ønsker kun, at vi selv går i forfald. Bare rolig, vi skal nok vende tilbage.

Træk i linjen over billedet for at se sammenligningen af de grattede og mindre grattede fingre.

Kampen under pølsen:
Aarhus Fremad og Dalum IF er to af de hold i 2. Divisionens oprykningsspil, der ikke har voldsomt meget at spille for. Thisted sidder suværent på tabellens førsteplads, ligesom Brabrand lige efter inden denne weekend ikke havde tabt en kamp.

Men derfor blev der nu alligevel spillet god fodbold på Riisvangen søndag eftermiddag. En forholdsvis lige første halvleg endte uden scoringer, men efter pausen viste de fynske gæster sig at være et halvt niveau bedre.

Først fik hjemmeholdet et varsel, da overliggeren måtte redde et Dalum-forsøg, men ikke længe efter lykkedes det Jacob Eigaard at bringe gæsterne i front. Fremad havde bestemt chancer til at udligne, men det var ikke ufortjent, da Odense-bydelen bragte sig foran med 2-0 otte minutter før tid.

Pris:
35,- for Fremads Stærke med brød
35,- for fadøl

Pølsebedømmelse:

 


Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Visit Us On FacebookVisit Us On TwitterVisit Us On Instagram