Gladsaxe Stadion, 09-10-2016

Akademisk Boldklub 0-3 Hobro IK (0-1)

1

Mål:
Nicholas Gotfredsen, 0-1 (2. min.)
Sebastian Andersen, 0-2 (46. min.)
Anders Holvad, 0-3 (77. min.)

Tilskuere:
531

Pølsecount 2016/17:
5

2

Pølsen:
Akademisk Boldklub har en gloværdig historie med hele ni danske mesterskaber. Den fjerdemest vindende klub nogensinde i Danmark. Men den seneste titel ligger tilbage i år 1967. Det er en klub i forfald. Fra at være en af dansk klubfodbolds store spillere, er den i dag lidt ligegyldig. I bunden af 1. division efter sidste sæsons oprykning.

Rammen om det hele, Gladsaxe Stadion, er et meget godt billede på klubbens nedtur. Smadrede lampeskærme hænger fra det mugne tag, ståtribunerne for enden af banen er fyldt med ukrudt, og kun 500 tilskuere forsøger at fylde de cirka 13.000 pladser ud verbalt og fysisk.

Til gengæld har de fuldstændig styr på deres indløb. Røgmaskine!!! Ja! I tunellen. Fedt nok, hva? Og så bankede SASH! med Ecuador ellers fra de slidte højtalere ned mod de tomme, grønne sæder på stadion.

Men så skulle der ellers lægges noget på bakken, og vi opsøgte vores lokale pølsemand, der stod med et fint lille setup lige foran tribunen. Gasgrill desværre. Og til vores store forskrækkelse var pølserne lagt i en foliebakke, der stod på grillen. Først en tur direkte på risten, og så videre ud i ligegyldigheden. Det virkede ikke som nogen klog beslutning af manden med det store ansvar.

Plusser i karakterbogen kom der til gengæld i form af dyppelsesudvalget. Nøj for en kreativitet. Naturligvis var der tilbud på de sædvanlige varer, men de blev toppet op med godter som for eksempel bearnaise-dressing, chili-ketchup og hvidløgs-dressing. Derudover flottede pølsemanden sig ligeledes med ristede løg.

Så skulle man ellers mene, der var dækket op til en flot frokost. Selv brødet leverede fin standard ved at være sprødt. Det ved guderne, ikke sker hver gang. Desværre kunne rettens hovedelement ikke helt følge med. Det var den bløde mellemvare. Pølsen smagte ikke rigtig af noget. Det hele var sådan lidt ”meh meh, jo jo.”

For samtidig gjorde den jo heller ikke som sådan noget forkert. Det hele var bare lidt ligegyldigt. Vi sad bare og spiste en pølse. Ikke så meget mere at sige om det. Sjældent har Pølseligaen mødt fans, der virkede så frustrerede og vrede over hver en kendelse, hver en mistet bold og hver en bid pølse. Vi begyndte så småt at forstå det.

Opbakningen fra fansene er faldet. Guderne skal vide, der ikke var mange akademikere blandt tilhængerne af Akademisk Boldklub søndag eftermiddag. No offence. Men det var også svært at få øje på, hvad der skulle trække folk på lægterne. Hvad der skulle vende udviklingen.

Et stort banner på tribunen sagde ”AB FOREVER”. Man havde sine tvivl. Det hele var lidt i forfald og ligegyldigt.

3

Kampen under pølsen:
Kampen blev yderst solidt indledt, da AB løb på banen omfavnet af røg fra en røgmaskine og med SASH!’s trampende, eurodance-basker af et hit, Ecuador, gjaldende ud over Gladsaxe Stadion. Men så kom hjemmeholdet også hurtigt ned på jorden igen. To minutter inde i kampen. Bam. 0-1 til Hobro ved Nicholas Gotfredsen.

I resten af første halvleg havde gæsterne masser af tilbud til at øge føringen, men de måtte vente til cirka et halvt minut efter starten på anden halvleg, da Sebastian Andersen med en følt inderside guidede bolden i nettet til 0-2.

Herefter kom AB igen bedre med, og akademikerne brændte en lille håndfuld fine muligheder, før Anders Holvad med et lille kvarter igen lukkede kampen med et glimrende solomål.

Pris:
35,- for pølse med brød

Pølsebedømmelse:
PolygonPolygonPolygon uden farvePolygon uden farvePolygon uden farvePolygon uden farve

 


Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Visit Us On FacebookVisit Us On TwitterVisit Us On Instagram