Monjasa Park, 04-09-2016

FC Fredericia 0-0 Hobro IK (0-0)

IMG_5020

Mål:
Nej

Tilskuere:
509

Pølsecount 2016/17:
3

IMG_5021

Pølsen:
AC Horsens og Jammerbugt FC har sammen med deres pølsemænd stået for to halvjammerlige platter som start på Pølseligaens sæson 2016/17. New York er under angreb. Pølseligaen er under angreb. Det regner. Mary Jane går alene og sårbar ned ad gaden. Hvor er helten? Hvor er den gode pølse? Denne gyde har ingen udvej! Helten dukker op, redder dagen og bliver belønnet med en oral kærlighedserklæring midt i de lårfede stråler.

Det skulle vi sgu ikke nyde noget af i Pølseligaen. Men uvejr var der i hvert fald på Monjasa Park søndag eftermiddag. Og grillen var gemt væk under et halvtagstelt midt i regnen. Hele den kaotiske situation var ganske fint opsummeret af den ene pølsemand, der stod med en bunsenbrænder og forsøgte at få gang i kullene i den ene grill.

Gang i kullene var der til gengæld hos sidemakkeren. I et forsøg på ikke at blive alt for gennemblødte måtte vi i momentet tage en hurtig beslutning. Grillmedister eller frankfurter? Det blev to styks af førstnævnte. Kunne dette være vores superhelt i en svinetarm? Vi trak i ly.

Første indtryk var i hvert fald mere Spider-Man end Peter Parker. Perfekt branket og ridset i lakken i form af sprækker. Altid et tegn på bedre tider. Vi kunne ikke få øjnene fra den. Og til vores store forskrækkelse havde vi nær stjålet en flok sæsonkortholderes faste ståplads (ved en skraldespand, så de havde noget at stille bajere på).

Men kærtegnes skulle den. Og det føltes som første gang, Aladdin tog Jasmine med på en flyvetur på tæppet. Han kan vise dig en helt ny verden, ja han kan. Lækkert tilberedt. Branket og sprødt skind, der hurtigt blev transformeret til blødt og saftigt kød. Og det hele toppet op med en dejlig, pebret og klassisk medistersmag.

Ja selv brødet var værd at sætte tænderne i. For en sjælden gangs skyld, så var det varmt og sprødt. På dyppelsesfronten blev den kørt klassisk. Ikke noget spektakulært, ligesom der heller ikke var løg.

Men selv ikke en dreng med klap for øjet kunne stjæle spotlightet fra Mary Janes lange lys på Monjasa Park søndag eftermiddag. Oplyst midt i regnen reddede en Spider-Pig iklædt medisterskindjakke Pølseligaen ud af pølsedepressionen.

Vi bliver stående i tørvejr med en platte. Vi lever. Mary Jane, regnen er din.

IMG_5025

Kampen under pølsen:
Hobro havde inden opgøret på Monjasa Park vundet tre kampe i 1. division på stribe med en målscore på 12-2. Så det lå jo lige i kortene, at kampen på Monjasa Park skulle slutte 0-0. Så det gjorde den.

På trods af slutstillingen, så var det faktisk en ganske velspillet kamp i lange perioder. Især i 1. halvleg var der masser af chancer i begge ender – blandt andet en direktør til Wilfried Domoraud, som franskmanden brændte på det skammeligste. Han er bedre med skulderen end med venstreskøjten.

Efter pausen var værterne det bedste hold og kunne med lidt held have scoret et par stykker. I stedet var Hobro i slutminutterne tæt på at stjæle alle tre point via deres giftige dødbold. Men det forblev målløst.

Og så var der da forresten finsk dommer på kampen.

Pris:
30,- for grillmedister
40,- frankfurter

Pølsebedømmelse:
PolygonPolygonPolygonPolygonPolygonPolygon uden farve

 


Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Visit Us On FacebookVisit Us On TwitterVisit Us On Instagram