Brabrand Stadion, 21-05-2016

Brabrand IF 1-1 Fremad Amager (0-0)

Brabrand 21-05-2016 1Mål:
Kenan Hajdarevic (straffe), 1-0 (89. min.)
Rune Friis, 1-1 (90+2. min.)

Pølsen:
I Brabrand går de og drømmer om oprykning til landets næstbedste fodboldrække. En række med et marginalt mindre modbydeligt navn end den Kanal sport Division, de i øjeblikket befinder sig i. I Pølseligaen drømmer vi om at finde et seksstjernet stykke svinefars klemt ned i en tarm.

Drømme er der nok af i de parcelhusforstadsomgivelser, hvor Brabrand Stadion popper op. Små drenge og piger (intet at komme efter her, feminister) med ambitioner så høje og lange som de Gellerup-skygger, området ligger i. I fremtiden løber de ind Ceres Atletion Park (Aarhus får aldrig det fodboldstadion), er flyttet til Berlin eller har surferhår på Hawaii. Håber de.

Først var der en stadionplatte, der skulle nedbrydes. Det er skønt at være til divisionsbold i Danmark, men der var ingen mål at fordøje i første halvleg. En gasgrill og et fadølsanlæg var stillet op under et halvtag ved klubhuset, hvor Pølseligaen søgte hen for at få lidt at gnaske på i stedet.

Brabrand 21-05-2016 2Men det var hårdt arbejde at komme fra ende til anden. På mange måder mindede pølsen om den fra seneste anmeldelse i Odense. Ikke grillet nok, hvilket naturligvis betød, at den ikke var i nærheden af at være tilfredsstillende branket.

I stedet var skindet grueligt sejt, og der var flere gange problemer med noget så simpelt som at bide det over. En ærgerlig omgang at bakse med. Om det skyldtes en ekstra stor efterspørgsel grundet de mange medrejsende fans fra Fremad Amager (de kalder sig ‘De Blå/Hvide Engle’), skal være usagt. På bundlinjen står blot, at det ikke var godt nok.

På plussiden skal det nævnes, at der var et pænt udvalg af saucer at skylle svinekødet ned med. Derudover var brødet for en gangs skyld prisværdigt. Faktisk nok det bedste, vi i denne sæson har fortæret. Rustikt, tilpas ristet (på noget der lignede et toastjern) og, modsat normen, ikke tørt.

Drømme vokser i forstadernes parcelhushaver. Samme drømme parkeres i samme indkørsler, de forlod. Men har vi det egentlig bedst, hvor vi er? Følges drømme og ambitioner ad? Der er nok ikke nogen, der klager alt for højlydt over en stadionplatte af svingende kvalitet til 30 kroner. Af teglsten er du kommet. Til teglsten skal du blive.

Brabrand 21-05-2016 3Kampen under pølsen:
Hernede drømmer Brabrand videre. Lørdag mødte de et mandskab med flere nævneværdige profiler. På banen rendte 34 år unge Christian Holst rundt (det lignede, han havde tabt sig), medens John ‘Faxe’ Jensen prydede gæsternes bænk. Tony Adams var ikke på stadion i dag. Gad vide, hvad det betyder.

Begge hold kæmper med om oprykning til 1. division, og det var tydeligt i første halvleg, at ingen af mandskaberne ønskede at tabe. Efter pausen blev det mere underholdende, og der var store chancer i begge ender. Blandt andet til hjemmeholdets brandvarme Kenan Hajdarevic, der misbrugte en mulighed alene med modstander-keeperen.

En lignende chance fik han ét minut før tid, da dommeren fløjtede for straffespark til Brabrand. Det tilbud tog angriberen imod, og så lignede det tre vitale point i oprykningskampen til Aarhus-forstaden. Men to minutter inde i overtiden ville den tidligere Aarhus Fremad-spiller, Rune Friis, det anderledes, da han headede et frisparksindlæg i nettet til slutstillingen 1-1.

Drømmen sat på standby.

Pris:
30,- for pølse med brød

Pølsebedømmelse:
PolygonPolygonIMG_3592Polygon uden farvePolygon uden farvePolygon uden farve

 

 


Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Visit Us On FacebookVisit Us On TwitterVisit Us On Instagram