Brøndby Stadion, 28-02-2016

Brøndby IF 1-0 Hobro IK (0-0)

JUDI1393Mål:
Kamil Wilczek, 1-0 (66. min.)

Pølsen:
Litle darling, it’s been a long cold lonely winter
Litle darling, it feels like years since it’s been here
Here comes the sausage, here comes the sausage
And I say, it’s all right

Vi har i Pølseligaen for længst lagt de prætentiøse og påtvungne idéer om nytårsfortsæt på hylden. Så i stedet for en tur i fitnesslort.dk efter selfies tager vi på stadion og plejer den julesul, vi stolte påbegyndte allerede i oktober.

Pølse på platten plejer humøret bedst, så i håbet om at undgå en forårsdepression priser vi os lykkelige over, at Superligaen atter er i kalenderen, og at stadiongrillen derfor er blevet fundet frem fra sit vinterhi.

Netop foråret så søndag morgen ud til at tage et par dages forskud på glæderne, men jo længere mod øst vi bevægede os, jo mere gråt og tåget blev der. Forhåbentligt ikke et varsel om en halvsæson i Pølseligaen, hvor vi i blinde kommer til at fægte rundt med armene i desperation efter en pølse til topkarakter.

Første forsøg i 2016 fandt sted på Brøndby Stadion søndag aften, hvor vi på trods af vores manglende kampform uden problemer fandt frem til grillen og dagens hovedattraktion. (Et par træningspølser op til sæsonstart var det jo naturligvis blevet til, så helt ude af form var vi trods alt ikke).

IMG_4229Ligesom vejret tilbage i Jylland så arrangementet ganske lovende ud til at starte med. Allerede inden bestillingen spottede vi det opstillede tagselvbord, der indeholdt alt, et pølsehjerte kan begære i form af alverdens dyppelse og løg ad libitum, og da kulgrillen (YES!) blev spottet bag boden, kunne forventningerne næsten ikke blive højere.

Men av, hvor er der langt at falde. Af ubegribelige årsager havde de pølseansvarlige taget pølserne af grillen og lagt dem klar på bakkerne, så de hurtigt kunne langes over disken. Og ja, godt gættet. Vores værste frygt blev en realitet. Pølserne var kolde.

Som sådan var pølsen jo ganske æstetisk at kigge på – fint branket og mellemkødet blottet af den obligatoriske sprække. Først var der blevet kælet og aet for pølsen, hvorefter den var blevet mishandlet på brutal vis. Kærestevold i sin mest barbariske form. Hvem i alverden kunne dog finde på at forpurre noget så smukt og helligt.

For at det ikke skal være løgn, så gjorde det samme sig gældende for brødet. Godt nok var det brændemærket af grillristen, men det var så tørt, at det mest af alt smagte som om, det var efterårssæsonens rester, vi fik serveret.

Denne pølse passede perfekt ind i Brøndby. Ligesom klubben var den sat op til storhed (især takket være kulgrillen), men af en eller anden grund insisterede man på halte lidt efter. Løgene pyntede på helhedsindtrykket på samme måde som Thomas Franks frisure. Men hvem fanden serverer en pølse, der ikke er varm?

Konklusionen må være, at Vestegnens pølser ikke egner sig lige så godt, som pølserne gør længere mod vest. Det enorme potentiale redder dog lidt at æren.

SPWV9064Kampen under pølsen:
Inden søndagens opgør havde Brøndby aldrig scoret et eneste mål mod Hobro, der af samme årsag havde sikret sig fire sejre ud af fire mulige. Den statistik håbede de gule fra Vestegnen at slå skår i, da femte mulighed bød sig.

Det var da også hjemmeholdet, der satte sig på opgøret fra starten. På nær en stor mulighed til den nye mand David Boysen måtte værterne dog i lange perioder se sig henvist til skud fra distancen, da Ove Pedersen på traditionel vis over vinteren havde formået at skrue sit Hobro-mandskab stabilt sammen defensivt.

Midt i anden halvleg gik den dog ikke længere for Superligaens sidsteplads, da Christian Nørgaard blev spillet fri på kanten af feltet. Herfra testede han keeper Jesper Rask, der ikke kunne holde afslutningen, hvorfor det var en smal sag for den polske debutant Kamil Wilczek at prikke sit nye hold i front.

Den stilling holdt kampen ud, da Hobro aldrig for alvor formåede at true Frederik Rønnows mål i den modsatte ende.

Pris:
30,- for frankfurter og brød

Pølsebedømmelse:
PolygonPolygonPolygon uden farvePolygon uden farvePolygon uden farvePolygon uden farve

 

 

 


Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Visit Us On FacebookVisit Us On TwitterVisit Us On Instagram