Stadion Hoheluft, Hamborg 13-11-2015

SC Victoria Hamburg 3-0 HSV Barmbeck-Uhlenhorst (0-0)

Hamborg 16Mål:
Dennis Thiessen 1-0 (46. min.)
Marius Ebbers 2-0 (80. min.)
Kangmin Choi 3-0 (86. min.)

Pølsen:
På en dag, hvor fodbold og stadionpølser i sidste ende var ligegyldigt grundet forfærdelige hændelser i Paris, var Pølseligaen på plads i Hamborg. Her havde vi på Victoria Hamburgs hjemmebane Stadion Hoheluft vores egen tragedie. Kort før pausefløjtet, medens Pølseligaen bevægede sig mod dagens hovedattraktion, opstod der tumult foran pølseboden.

Angiveligt grundet højreorienterede ekstremister kom de to holds fans i karambolage med hinanden. En af disse nynazister væltede ind i en uskyldig gammel mand, der var blevet placeret ved et klapbord med en bitburger og en platte, hvilket resulterede i den grusomme skæbne at en nyskænket tysk fad samt bratwurst måtte ende deres dage på en kold og regnvåd flisebelægning på Stadion Hoheluft.

Hamborg 14Inden alt dette var Pølseligaen stået tidligt op, så den lange togtur til Tysklands næststørste by kunne overstås. Her blev vi mødt af en skyfri himmel, hvorfor vi så vores snit til at spankulere lidt rundt i hansestaden, kigge på seværdighederne samt drikke en lokal Astra eller to. (Det var nok mest det der med øl, vi foretog os.)

Ud af det rene ingenting åbnede himlen sig desværre, på de sidste godt 500 meter mod destinationen, hvorfor vi i første omgang søgte i ly på Stadion Hohelufts ene overdækkede tribune. Her bredte den himmelske duft af traditionel tysk bratwurst og currywurst sig hurtigt over trætribunen, og vi kunne allerede nu fornemme hvilket dilemma, vi ville ende i i forhold til valg af pølser.

Vi sagde pænt nej tak til slåskamp med lokale politiske ekstremister, og fik i stedet på gebrokkent tysk fremstammet bestillingen af pølsetyskerne – to gange bratwurst og en currywurst til deling.

Som tidligere nævnt duftede kreationerne fortræffeligt, men så snart man drejede bratwursten 180 grader stod det klart, at det var en two-faced pølse, vi var sekunder fra at sætte tænderne i. Mere eller mindre kun stegt på den ene side (i øvrigt på pande) kunne vi hurtigt konstatere, at den desværre ikke var helt well done. Alt for let at tygge og uden nogen form for modstandskraft i skindet.

Denne pølsetysker havde dog et nærmest uendeligt stort potentiale – smagen var glimrende – men når kun den ene halvdel var tilberedt nogenlunde tilfredsstillende var der lang vej igen. Man kan sammenligne den med, hvis Barcelona spillede med en 14-årig Lionel Messi på A-holdet. Potentialet ville helt sikkert være til stede, men blandt de voksne drenge ville han blive savet ned.

Hamborg 15Heldigvis for helhedsindtrykket leverede klassikeren over dem alle en godkendt præstation. Currywursten var godt sovset ind som forventet, og med sin let hidsigt krydrede og cremede smag reddede den dagen.

Til yderligere information kan det nævnes, at skraldespandene på stadion var af mærket ‘Weber’. Måske man skulle investere i en lignende model til at stege wursten på, for vi tør næsten ikke drømme om slutresultatet, hvis den var tilberedt over kul (og på mere end én side naturligvis).

Man siger, at tyskerne altid vinder til sidst i fodbold. Nu har de da lidt at arbejde videre med, så de muligvis i fremtiden også kan toppe pølsestillingen.

Kampen under pølsen:
Der var rift om billetterne til denne topkamp i Tysklands femtebedste række, hvor SC Victoria Hamburg hjemme på det charmerende Stadion Hoheluft tog imod Oberligaens førerhold fra HSV Barmbeck-Uhlenhorst.

Efter en kedelig første halvleg kom der gang i løjerne fra anden halvlegs start, da hjemmeholdet skulle bruge mindre end et minut for at tage føringen. Herefter blev det efter et misbrugt staffespark til gæsterne 2-0 ved den tidligere professionelle spiller Marius Ebbers, der med sit 13. sæsonmål i 11 kampe sikrede sejren. Det sidste søm i ligkisten blev hamret i af sydkoreanske Kongmin Choi, der også lagde op til 2-0 målet.

Pølsebedømmelse:
PolygonPolygonPolygon uden farvePolygon uden farvePolygon uden farvePolygon uden farve


Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Visit Us On FacebookVisit Us On TwitterVisit Us On Instagram