MCH Arena, 18-02-2019

FC Midtjylland 2-1 AaB (1-0)

Mål:
Paul Onuachu, 1-0 (45. min.)
Evander Ferreira, 2-0 (51. min.)
Tom van Weert, 2-1 (57. min.)

Tilskuere:
7.442

Pølsecount 2018/19:
6

Pølsen:
Myten, legenden, vi ved ikke hvad, går på, at Slagter Gøttsche i Herning var på tyskernes side under Anden Verdenskrig. Men med en pølse over gennemsnittet kan det meste jo tilgives, og netop dette er sket på Heden ifølge Pølseligaens lokale bekendtskaber.

Noget, som derimod ikke umiddelbart kan tilgives, er de to horrible præstationer, som MCH (vi ved jo alle godt, at den i virkeligheden hedder SAS Arena) Arena, i tidligere sæsoner har budt Pølseligaen.

Men det er efterhånden et par år siden, og FCM-svinet har siden da scoret en fornem anmeldelse af Superligaens eget magasin, da dette anmeldte alle rækkens stadionplatter.

Gad vide, hvor de fik den idé fra.

Så derfor var forventningerne og forhåbningerne drejet i vejret, da de sande pølse-gurglere en mandag i februar satte en fed playliste på i pølsemobilen og indstillede gps’en til nummer fem på Kaj Zartows Vej i 7400 Herning. Selvom Slagter Gøttsche ikke er FCM-leverandør.

Nå men. Alting har en ende. En pølse har sgu to.

Det samme har fodboldfans, og der bliver som regel lukket lort ud af dem begge.

Men hvor mange af disse fodboldfans skal der så til for at tænde en grill, spørger du? Ja ifølge FC Midtjyllands hjemmeside, så er svaret 300.

– På udebaneafsnittet findes to salgssteder – en grill og en bod. Boden er åben til alle kampe. Vi åbner grillen, når der forventes over 300 udebanefans, skriver klubben på sin hjemmeside om udebaneafsnittet af Jyske Bank Boxens sidekick.

Så som nordjyder fra den del af landsdelen, der er landfast med Tyrkiet, så var det hér, Pølseligaen havde placeret sig denne mandag aften.

Men som sagt. FCM bliver ikke tilgivet for tidligere fadæser. Og FCM bliver ikke tilgivet for denne.

Ved ankomst til stadion blev de fineste frankfurtere sendt over disken. Et hurtigt blik på sagerne afslørede dog også ganske foruroligende, at der kun var et enkelt eksemplar hvilende på panden i boden. Måske var der flere på vej?

Det var endda tydeligt, at disse kødpløkker var blevet grillet et andet sted på stadion og transporteret i en foliebakke til udebaneafsnittet.

Og var der over 300 udebanefans. Ja, det skulle vi mene.

Men den helt store katastrofe indtraf i det sædvanlige pølseminut. 38 minutter inde i kampen. Udsolgt.

– Vi har også sandwich.

– Nej tak.

Så aftensmaden mandag aften blev wienerpølse med brød. 

Som at få serveret risifrutti til dessert juleaften i stedet for risalamande.

Næste gang vil vi gerne inviteres på ordentlig middag, inden vi bliver bollet i røven, FCM. Tak.

Vi gider ikke engang fortælle om, hvordan den smagte. Brødet var til gengæld godt. Den ros skal FCM da have, men det er også den eneste ros, de får.

Det andet er for slapt.

Så hvor mange nordjyder skal der til for at tænde en grill?

Det ved vi ikke.

Kampen under pølsen:
Efter en pinlig afklapsning mod Randers i runden inden, var der ikke enorme forventninger til AaB mod FC Midtjylland. Værterne var da også altdominerende i kampens første halvleg, men utroligt nok, var de kun foran 1-0.

Da den føring kort inde i anden halvleg blev fordoblet, begyndte AaB dog at komme bedre med. En hollænder fik scoret, men efter et vagt pres mod kampens afslutning blev det ikke til mere, og det sluttede 2-1.

Ganske fortjent i øvrigt. 

Pris:
25,- for wienerpølse med brød
40,- for fadøl
180,- for fem fadøl

Pølsebedømmelse:


Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Visit Us On FacebookVisit Us On TwitterVisit Us On Instagram